Det du ikke læser om i børsen

Jeg er 23 år gammel og jeg har en gæld på 100.000 kr.

2018 har været et pisse svært år, hvor jeg har presset mig selv mere end nogensinde før, men ikke har set det resultat som jeg havde håbet på. Foodbook trækker ud igen og igen. Vi kæmper med interne processer og forsinkelser i udviklingen. I skolen har jeg fået de dårligste karakterer til dags dato. I sidste uge gik det så vidt at jeg måtte blanke min bachelor forsvar. Økonomisk kæmper jeg med røde tal hver måned for at få tingene til at løbe rundt. Jeg har set mig nødsaget til at låne penge af mine forældre, noget som jeg ikke er stolt af. Jeg ville ønske at jeg kunne klare det hele selv.

Men. Og heldigvis er der et men. Jeg lever drømmen. Jeg står op hver morgen, ikke altid med et kæmpe smil, men med et formål. Jeg kæmper for at skabe noget og jeg udvikler mig dag for dag. Selvom jeg ikke når de mål jeg sætter, så kommer jeg hver dag tættere på og det giver mig en god fornemmelse i kroppen at arbejde på noget, jeg brænder for hver dag.

Det er paradoksalt, men jeg føler mig fri. Grunden til, at det er paradoksalt er, at jeg aldrig har haft mindre frihed. Jeg kan ikke holde fri, fordi det er helligdag. Jeg har ingen økonomisk frihed. Og jeg er fanget på kontoret hver dag. Men til trods for det bilder jeg mig selv ind, at fordi jeg er selvstændig er jeg fri. Jeg føler mig fri, og det gør jeg, fordi jeg hver dag arbejder på det jeg helst vil.

Planen er, at jeg en eller anden dag skal betale pengene tilbage. Forhåbentlig kan jeg få løn, når projekterne lykkedes, men selvom jeg ikke gør, så er der intet jeg hellere vil bruge min tid på – også selvom min indbildske frihed stille og roligt sætter mig i gæld.